Historien

Et led i en spændende udvikling

I dag, mere end 100 år efter Thrige Titans kraftvarmecentral blev opført, står den tilbage, stille og forladt, men vidner ikke desto mindre om en glorværdig historie, et minde om den industrielle revolution der fandt sted i begyndelsen af 1900 -tallet. Kraftvarmecentralen blev bygget i 1915 – 1916, kun 21 år efter at Thomas B. Thrige havde grundlagt sin fabrik for elektriske maskiner i Odense. Fabrikken fik i de første år elektricitet fra et mindre anlæg med en kedel og en dampmaskine, men i takt med fabrikkens vækst voksede kraftbehovet så meget, at man valgte at bygge en ny og større kraftvarmecentral, den central, der står tilbage i dag. På centralen blev installeret en Babcock & Wilcox skrårørskedel, en Stalturbine på 500/700 kW samt en B&W dieselmotor.

Årsproduktionen lå omkring 800.000 kWh med en maksimalbelastning på 400kW, og centralen var på det tidspunkt på størrelse med et kraftværk i en middelstor provinsby. Allerede i 1923 måtte den oprindelige B&W dieselmotor fra 1916 erstattes af en større, den der stadig findes i kraftcentralen, og i 1926 måtte den private kraftvarmecentral på ny udvides. Thrige overtog en turbine med tilhørende generator fra Odense Kommunale Elforsyning, den producerede 3 x 5 kV højspænding, mens dieselanlægget og det første turbineanlæg producerede 3 x 380 V. Samtidig byggedes i 1926 endnu en kedel til forsyning af de 2 turbiner samt til dampopvarmning af fabrikshallerne.

I perioden fra 1916 og op til anden verdenskrig leverede Thriges kraftvarmecentral al den elektricitet og varme, der blev brugt på Thriges fabrikker. Desuden leverede centralen jævnstrøm til Sct. Hans Landsogn, der dengang endnu ikke hørte under Odense Kommune. Centralen leverede også 5 kV vekselstrøm til Nisted nord for Odense samt til Farstrup. Under krigen var der mangel på olie, og dele af anlæggene måtte ændres, så der kunne anvendes tørv og tørvegas. I 1957, da olien var blevet billigere end kullene, blev den oprindeligt kulfyrede dampkedel fra 1916 bygget om til oliefyring. Efter anden verdenskrig kunne Thriges fabrikker imødese et stigende behov for elektricitet. Man stod overfor valget mellem en videre udbygning af centralen med et stort dieselanlæg eller købe elektriciteten til grundbelastningen fra Odense Kommunale Elforsyning som 10 kV. Man valgte sidstnævnte løsning. Samarbejdet gav Thrige mulighed for at levere transformere og andre elektriske komponenter til Odense Kommunale Elforsyning.

Kraftvarmecentralen overgik herefter til at blive benyttet til spidslastproduktion af el samt til varmeproduktion. Thrige brugte desuden værket ved forsøg og afleveringsprøver med større elektriske maskiner og transformatorer. Efterhånden benyttedes centralen sjældnere indtil den sidste varmemester forlod værkførerkontoret og kraftvarmecentralen i midten 1970’erne. Dog var højspændingsafbryderne på højspændingsloftet stadig under spænding helt frem til 1996.

Et kig mod den vestlige side af kraftcentralen, hvor den første dieselmotor ses i baggrunden. Motoren blev i 1926 erstattet af den større 5kV turbine, som stadig står på sin plads i kraftcentralen.

En anden ånd dengang

Som arbejdsplads var kraftcentralen et typisk eksempel på datidens ånd. 1. maskinmester bar ikke arbejdstøj, men var udstyret med jakkesæt, hvid manchetskjorte og slips. Han overvågede sine ansatte fra sit ophøjede glasbur. Han satte en ære i, at afbrydelser kun fandt sted i absolutte nødstilfælde, og at eventuelle reparationer, der nødvendiggjorde afbrydelser, kun fandt sted i middagspausen, hvor produktionen i fabrikshallerne ikke blev berørt. Han nød visse privilegier. Hver morgen tog han sin sodavandsflaske med te op af tasken og sit blødkogte æg op af madkassen. Ægget stillede han i et træ-æggebæger sammen med sodavandsflasken på shuntreguleringsmodstanden bag målertavlerne. Og stakkels den, der stillede på magnetiseringen i løbet af formiddagen, så 1. mesters æg og te ikke holdt sig varme. Efter frokost gik han op på “højspændingsloftet”, klappede sin liggestol af sækkelærred ud og tog sin middagslur. I den halve time var det forbudt at pille ved olieafbrydere og maskiner, der kunne vække den “den gamle”. Resten af staben havde også nok at se til. Arbejdsmanden skovlede kul i en stor hejsespand, som han tømte i kedlens fyrtragt. Kedelpasseren overvågede damptrykket på måleren ved kedlen, og i maskinhallen gik varmemesteren, der havde funktionærstatus efter mange år som kedelpasser, maskinmestrene til hånde. Varmemesterens arbejdsgrænse gik ved det elektriske system. Her overtog maskinmestrene. Ingen var i tvivl om rangordenen. Begreber som arbejdsmiljø og samarbejde blev først opfundet langt senere.

Skrårørskedler

De 2 ens kulfyrede kedler er Babcock & Wilcox skrårørskedler fra 1916 og 1926. Med hejseværk skulle kullene løftes op fra kulrummet og drysses ned i fyringstragtene. På én enkelt nytårsnat, hvor hele fabrikken skulle varmes op efter helligdagene, fortærede kedlerne 32 tons kul. Kæderiste førte kullene igennem fyrrummet. Kedlerne var med naturlig cirkulation og havde kedelrør i dimensionen 100 mm. Der var ingen economizer eller luftforvarmer. Damptrykket var 15atm., hedefladen 215 m2 . En evaporator forsynede kedlerne med rent spædevand. Der var 2 kedelblæsere, der sugede forbrændingsluften ind fra toppen af kedelbygningen gennem et langt rør. I kælderen trak man slaggen ud på en tipvogn, der på skinner kørtes ud af bygningen, hvorefter ladet kunne hejses op. Kedlerne var i øvrigt forsynet med damp-sodblæsere, der blev drejet med håndkraft. En gang om året, gerne om sommeren, rensedes kedlerne indvendigt med roterende børster. I kælderen var der 2 elektriske fødepumper og 4 dampfødepumper. Reguleringen mellem de 2 kedler og reguleringen af turbinerne skete ved drøvleventiler. Fabrikshallerne var dampopvarmede, og dampen blev sendt direkte ud over drøvleventiler. Varmemesteren cyklede rundt på fabrikken og undersøgte om temperaturen var tilpas. Et 3/4″ rør forsynede direktørens villa med varm damp, og hver mandag skulle trykket reguleres op på 10 atm. på dette rør. Så var det nemlig vaskedag. Under 2. verdenskrig blev der fyret med tørv i kedlerne. I en trykbeholder opvarmedes tørven, så der udvikledes gas. Denne gas blev anvendt som tændgas og indfyret gennem en gaslanse oven på tørvene medens de var på vej gennem kedlens fyrrum på kæderistene. Der skulle utrolig mange tørv til, i mængde 5 gange så meget, som hvis man havde fyret med kul. Arbejdsmanden satte under krigen et skilt op på fyrpladsen: “Helvedes Forgård”.

Skrårørskedlen under nedbrydning, hvor lågerne er fjernet og hvor kedlen til venstre ligeledes er fjernet. Nedbrydning af kedlerne fandt sted i 2004.

Svenske Stal turbiner

Kraftcentralen rådede over 2 turbiner. Den første blev købt som ny, da værket blev bygget i 1916. Det er en ret avanceret Stal radialturbine med modsat roterende aksler og 2 generatorer. Ialt var effekten på 500 kW. Ved overlastdrift kunne ydelsen dog øges til 700 kW. Kølingen skete med vand fra en sø på den anden side af Buchwaldsgade. Søen er der stadig idag, omend den nu er noget mindre. 2 stk. 24″ rør førte vandet ind til en brønd under kondensatoren og tilbage til søen igen. Ved kølevandsudløbet var der et såkaldt “gradérværk” d.v.s. en lang trærende med huller i, anbragt øverst på et stativ af træplanker. Mens vandet rislede ned over plankerne skete en vis afkøling. I søen var der mange guldfisk, der trivedes i det varme vand, og centralens ansatte kunne uden besvær fiske dem op fra brønden og sælge dem. Turbinen blev bygget om til at lave fjernvarme. Ombygningen bestod væsentligst i, at kondensatoren blev isoleret. Ved at sænke vakuummet kunne man hæve temperaturen på kølevandet til 85 grader. Herved faldt generatorens effekt til ca. 300 kW. Den anden turbine overtog Thrige fra Odense Kommunale Elforsyning, der havde den stående på Klosterbakken. Det er ligeledes en Stal radialturbine med 2 generatorer, denne er på 2000/2200 kW, 5kV højspænding.

B&W Dieselmotoren

Det allerbedst bevarede på centralen er den 4-cylindrede, 4-takts B&W dieselmotor fra 1923 med bygningsnummer 984. Den er udstyret med 2 brændstofpumper og med luftforstøvning. Brændstoffet reguleres med særskilte reguleringshåndtag til hver cylinder for sig. Og brændstofforbruget er 90,5 kg/time ved fuld last, og en virkningsgrad på 76%. Motoren er forsynet med en kraftig tvungen trukket kompressor, der leverer hele 65 atm. tryk, og den lægger da også beslag på 15 – 25 % af effekten. En luftkøler køler forstøvningsluften. Denne luft benyttes også til startluft. Det var problematisk, hvis man fik brugt al startluften uden at moto-ren kom i gang. Ingen anden kompressor på centralen kunne levere luft med det høje tryk. Der var dog den nødløsning, at man kunne lade dynamoen køre som motor, og den kunne med hjælp fra almindelig trykluft trække motoren rundt med løftede udstødningsventiler. Hvis man så var hurtig nok, kunne man være heldig at få motoren i gang. Selv den almindelige, reglementerede startmetode krævede stor koncentration og mindst 2 medarbejdere i sving.
Motoren kørte som sugegasmotor under krigen, hvor der var mangel på olie. Der var indsat ringe under topstykket, der sænkede kompressionen, og motoren forsynedes med elektrisk tænding. I en gasgenerator, der opstilledes på kulpladsen, udvikledes gas af tørv. Gassen trak direkte ind i maskinbygningen, når rørene blev luftet ud, og gav efter sigende anledning til, at maskinpasseren fik bylder. Motoren kørte imidlertid så ustabilt, at det ikke var muligt at holde frekvensen, hvorfor man i denne periode hovedsageligt brugte motoren til fremstilling af jævnstrøm. Maskinen er en såkaldt dualmaskine, da den både fremstiller jævn og vekselstrøm. For enden af krumtappen er monteret to generatorhjul i fast indgreb. Det mindste svinghjul er jævnstrømsdynamoen, der producerer 440 volt, mens det store 32 polede generatorhjul fremstiller 3 x 380 volt vekselstrøm ved 50 Hz, når motoren roterer med 187,5 omdrejninger pr. minut. Motoren blev taget ud af drift i slutningen 1950’erne, men blev dog forsat benyttet ved spidsbelastning og strømudfald, samt når afleveringsopgaver i prøvestuen hos Thrige Titan. Formentlig har den kørt for sidste gang i 1964.

Dieselmotoren som den så ud mens den var i drift – billedet er formentlig fra 50’erne. Egerne i det store svinghjul er ikke synlige, hvilket betyder at motoren kører da billedet blev taget.

Multielektrisk

El-anlæggene på Thriges kraftvarmecentral er unikke derved, at der findes både højspænding, lavspænding, vekselstrøm og jævnstrøm. Der findes en stor omformer og 2 udligningsmaskiner. Der er 3 store kviksølvensrettere, og hovedtavlerne fremstår smukt på hvide marmorplader. Imponerende er den énpolede afbryder til jævnstrømsdynamoen ligesom de mindre énpolede afbrydere på jævnstrømsfordelertavlen, hvor man af hensyn til udligningsmaskinerne skulle være omhyggelig med at trække samtidigt på plus- og minussiden. Centralen råder endvidere over 4 transformere, 2 stk. 10 kV/380V og 1 stk.10 kV/5 kV samt 1 stk. 5 kV/380V. Det må tilskrives et stort held, at centralen, som den eneste i Danmark, har kunnet få lov til at blive stående og samtidigt undgå afgørende forandringer indtil i dag. Centralen er bevaringsværdig, fordi den er komplet. Den indeholder mange elektriske raffinementer. Den repræsenterer datidens højteknologi, som kun en Thomas B. Thrige, der havde stået i lære ved Edison i USA, kunne etablere. Det er enestående, at alt er samlet under ét tag. Kraftvarmecentralen repræsenterer derved en tidstypisk maskin- og elektroteknisk arbejdsplads.